Om Gitte Hedegaard

Mit sindssyge liv: hvordan jeg vendte min fortid til min livsmission

I 2019 trådte jeg frem i offentligheden og delte min livshistorie og livsmission gennem min bog Mit Sindssyge Liv. Udgivelsen blev startskuddet til min virksomhed, som kun har et formål – at skabe bedre mental trivsel for børn, unge og voksne. Min dybeste passion ligger i at kæmpe for og hjælpe flere børn og unge i trivsel. 

 Jeg er opvokset i en dysfunktionel familie hvor hverdagen var præget af min mors skizofren mor, alkohol i hjemmet, vold, seksuelle overgreb og en seks årig lang spiseforstyrrelse. I voksenlivet har jeg gennemlevet tre depressioner, voldsom angst og er diagnosticeret med ADHD og bipolar lidelse. Jeg har været nede at bide i græsset mange gange, og først da jeg lærte at slippe fri af mine tanker, kunne jeg LEVE fremfor kun at overleve hver dag. 

Skab trivsel for fremtiden med viden og værktøjer

Jeg har været lærer i 23 år og er uddannet coach hos Sofia Manning og har en bred viden indenfor coaching, metakognitiv terapi, kognitiv adfærdsterapi og følger med i den nyeste forskning omkring mental trivsel. 

Jeg brænder for at give vores børn, unge, voksne, forældre, lærere, pædagoger, ledere mere viden om, hvordan vi kan arbejde med vores tanker og slippe fortiden og negative tanke- og handlemønstre. Målet er at hjælpe til at færre ender ud i mistrivsel; depression, angst, stress, diagnoser etc. Jeg ved hvordan, og elsker at dele viden og værktøjer ud og se folk vokse. 

”Et menneske, der giver sig ægte og ærligt, og som altid følger sin egen mavefornemmelse, har intet at miste, da det aldrig mister sig selv”

I min virksomhed og som menneske lever jeg hver dag efter ovenstående citat, som jeg skrev i 2014.

Min virksomhed er både mit arbejde og min hobby – en livsmission. Jeg elsker at fordybe mig, læse, lytte og lære nyt omhandlende personlig udvikling og mental trivsel. Jeg bruger også en del tid i mit lille atelie, hvor jeg lukker verden ude for en stund og skaber malerier og får nye ideer til min virksomhed.