Bogen “Mit Sindsyge Liv”
En bog med et klart formål: At skabe håb når livet gør ondt og handling for børn og unges trivsel.
Bogen er en selvbiografi om et barsk liv levet "på kanten", men samtidigt en bog om, hvad vi kan og skal gøre for at få vendt de bekymrende statistikker over børn og unges mistrivsel, som vi ser i dag. En bog om fordomme, tabuisering, offerrollen, accept og tilgivelse. En bog om håb og taknemmelighed - og om at være et ordentligt menneske.
Formålet er, at min bog kan skabe bedre forståelse, ny viden, mere håb, færre fordomme og ikke mindst frihed til det enkelte menneske. At skabe debat omkring den tabuisering og stigmatisering vi stadig ser, når vi taler om psykiske lidelser. Sætte fokus på vores berøringsangst og tabuisering vi også ser i forhold til børn og unges mentale helbred. At gøre fagfolk; lærere, pædagoger, politikere og ledere opmærksom på, hvad vi kan og skal gøre for at få vores børn og unge i bedre trivsel.
Bogen er tredelt:
Del 1 - Min livshistorie
Erindringer fra min barndom og voksenliv. En barndom, der var præget af omsorgssvigt, utryghed og lavt selvværd. Jeg vil tage læseren med helt ind i den verden jeg levede i som barn. Ind i min mors liv med mange mænd og alkohol og ind i min mors paranoide skizofrene verden, der tog fart, da jeg var 9 år. Om hvordan min mors vrangstanker, hallucinationer og mærkelige adfærd blev en stor del af min hverdag. Jeg beskriver, helt tæt på, de seksuelle overgreb, som hændte mig i en alder af ca 10-11 år. Om hvordan jeg, som 15 årig, udviklede en spiseforstyrrelse, i håbet om at jeg ville blive mere elsket, hvis jeg bare var tynd.
Jeg beskriver, hvordan jeg havde et turbulent voksenliv. Jeg har haft mange psykiske lidelser fra jeg var 21 år og til i dag. Jeg vil beskrive hvilke tanker og følelser jeg havde, når jeg lå helt nede på gulvet i et angstanfald, ikke kunne røre mig en millimeter og troede, jeg skulle dø. Om hvor god jeg var til at skjule mine depressive tanker og tage min sjove og skøre Gitte maske på, så jeg skjulte, hvor ondt i livet jeg egentlig havde. Hvordan stress, angst og depressioner var min hverdag. Hvordan jeg i alt for mange år levede med tanken: "Jeg er ikke god nok", men formåede at skjule mine tanker og følelser for de fleste mennesker omkring mig. Jeg vil beskrive, hvordan jeg var mor for min egen mor i ca 20 år. Hvordan jeg flere gange fandt hende, hvor hun næsten var død, og hvordan jeg til sidst en dag fandt hende død i sin seng.
Del 2 - Min vej til friheden
Heri vil jeg fortælle, hvordan jeg kom ud i friheden, og give mit bud på, hvad vi alle kan gøre for at mennesker vokser og ikke visner. Fortælle hvordan vi alle er med til at sørge for at andre lykkes eller omvendt, hvor fatalt det kan være for den enkelte, hvis vi er nedladende, fordomsfulde og os selv nærmest. Afsnittet skaber yderligere grobund for refleksion og har fokus på tilgivelse og offerrollen - ”Det er synd for mig”. Fokus er at skabe håb, finde værdien i taknemmelighed og medmenneskelighed samt det selvransagende i, at turde kigge indad ind imellem..
Del 3 - Hvad kan og skal VI alle gøre for, at flere børn og unge trives.
Dette afsnit betyder meget for mig, da jeg altid har brændt for og altid vil brænde for børn og unges trivsel, og nødvendigheden af at sætte endnu mere fokus på en tidlig indsats. Jeg vil med mine erfaringer fra et liv ”på kanten", mine erfaringer som mor og mine erfaringer som lærer igennem 17 år komme med mit bud på og ideer til, hvad vi kan og SKAL gøre forebyggende for at sikre vores børn og unges fremtid – Danmarks fremtid.
Afsnittet indeholder fakta, evidensbaserede undersøgelser og skarpe holdninger til, hvad vi, ud fra mit synspunkt, skal gøre for at skabe bedre mental trivsel hos vores kære børn og unge. Vi er ved at tabe en stor del af nutidens unge på grund af det enormt store pres, de med rette føler, de er udsat for. Vi tester i et væk i folkeskolen, men har vi glemt det vigtigste? At ruste vores børn til den verden de lever i og skabe glade, innovative unge, der har mod på og lyst til fremtiden. Italesætter vi tingene nok? Ser, lytter og forstår vi vores børn og unge? Ifølge de unge gør vi ikke. De unge føler sig ikke gode nok, som de er, og det er et af Danmarks største samfundsmæssige udfordringer i dag.
Jeg beskriver vores børne- og ungekultur, forælderkultur og skolekultur og sætter blandt andet fokus på det gode forældresamarbejde, de diagnosticerede børn, sagsbehandlersystemet og mit sociale træningsforløb "Vores Skolefamilie".
Disse undrende spørgsmål vil jeg sætte fokus på i "Del 3":
- Er vi godt nok rustet i folkeskolen til den børne- og ungdomskultur, vi har i dag?
- Handler vi forebyggende nok? Hvad skal der til?
- Er vores tilbud til udfordrede børn hurtige og effektive nok?
- Hvordan spotter og hjælper vi de børn, som går under ”radaren”?
- Hvordan får vi et bedre forældresamarbejde og får forældrene mere på banen omkring klassens sociale liv?
- Hvorfor og hvordan kan en times social træning på skoleskemaet give bedre trivsel?
- Hvad kan det sociale træningsforløb ”Vores skolefamilie” gøre for den enkelte elev og klassefællesskabet?
- Hvad skal forældre, lærere, pædagoger og politikere have fokus på for at vende de bekymrende statistikker?
- Hvordan kan vi hjælpe vores børn og unge helskindede igennem barndommen/ungdommen og ud på den anden side som HELE mennesker med selvværd og mod på fremtiden?
Børn og unges trivsel - NU!
Uddrag fra bogen:
(Et afsnit fra 10 års alderen, hvor jeg om natten blev slæbt rundt i lejligheden og måtte være en del af min mors syge skizofrene verden)
Nattevandring
”Kom med mig”, sagde stemmen.
Jeg var ikke helt vågen. Klokken kunne ikke være mange. Natten var sort. Det eneste lys, der kunne skimtes, igennem de halvødelagte persienner var lyset fra gadelampen på den anden side af vejen. Blokkene lå som mørke robotagtige sillouetter, hvis øjne var tomme og skræmmende.
Min mor bukkede sig ned til mit øre og hviskede stille:
”De kommer NU… Vi må væk herfra”.
Jeg rejste mig langsomt op på albuerne, skubbede dynen til side og førte benene ud på det iskolde gulv.
Der var sjældent varme på i lejligheden. Min ene fod ramte gulvet. Da jeg trak den anden ned fra sengen, skubbede jeg til det glas vand, som jeg havde stillet på gulvet aftenen før. Den væltede og glasset drejede rundt og klirrede mod det hårde korkgulv. Min mor for’ sammen og hev hårdt i min arm, mens hun hvæsede:
”shyyy.. vil du have at de finder os for satan?
Hendes øjne var helt mørke. Det føltes som om, at hun slet ikke var i rummet. At en anden person havde overtaget hendes krop.
Jeg tog det roligt. Vidste jo, hvad der nu kom til at ske. Min arm blev styret fremad. Mine øjne havde ikke helt vænnet sig til mørket. Vi var på vej over mod døren ind til stuen. Mit værelse lå bagerst i lejligheden. Det var lejlighedens største værelse. Der var kun få møbler i rummet. En seng, to mørkebrune reoler, et lille sort firkantet bord og en stol.
Min mor havde hele tiden et fast greb i min arm og stirrede mig direkte ind i øjnene. Men hun så mig ikke. Der var et glasagtigt slør for hendes øjne. Pupillerne i hendes øjne var store, og hun så på den ene side skræmt ud og på den anden side ligeglad.. En gysen gik igennem mig, hver gang hun viste dette blik. Jeg fik en følelse af at være lille bitte i et stort stort mørkt rum - uden andre.
”Kan du høre dem?”. ”De er lige derude”, hviskede hun stille.
”Ja”, svarede jeg træt.
Hvis jeg ikke spillede med, ville hun blive helt ude af den og vække min bror. Det ville jeg ikke risikere. Det var nok, at jeg skulle denne nat igennem…. Igen igen
Det var som om, at min mor kun valgte mig. At hun instinktivt godt vidste, at jeg var den eneste, der ville og kunne holde disse nattelige vandringer ud.
”Hvis de finder os, så slår de os ihjel, forstår du det?”.
”Jeg ved det”, nikkede jeg.
Selvom jeg godt vidste, at hun ikke kunne se mit nik, og at det hun sagde var langt fra virkeligheden. Min mor fortsatte gennem rummet med mig hivende efter sig. Da hun nærmede sig døren ind til stuen bævrede hendes krop. Taget i min arm blev hårdere endnu.
Jeg udstødte et ”AV”.
”Vil du gerne dø? Hvad er der galt med dig pigebarn? ”Nu lukker du munden”, hvæsede hun.
”Det skal jeg nok, undskyld”, svarede jeg.
Dette svar vidste jeg, at der ville gøre hende mest rolig. Det sidste jeg ønskede var, at opildne hende. Det havde jeg prøvet en’ gang.
- Jeg lukkede munden og bed smerterne i mig. Hendes negle borede sig ind i min hud. De føltes som små knive. Min mor havde ikke klippet negle i ugevis. I hendes syge verden mente hun, at negleklipperen var livsfarlig, da ”de” ville finde den og skære os i halsen med den.
Inde fra stuen kunne jeg høre en lyd. En svag, men samtidigt skærende lyd. Jeg lyttede og forsøgte at finde ud af, hvor lyden kom fra. Den sagde ”iiiiiiiiiiii”. Det tog mig lidt tid at lokalisere lyden. Da vi nåede hen til døren, ind til stuen, kunne jeg ane tv’et igennem sprækken i døren. Det var tv’et. Skærmen stod tændt med flimrende skærm og intet billede. Sådan var det ofte. I min mors syge verden kunne nyhedsværterne, journalisterne, programværterne og alle de andre inde i tv’et se ind i vores stue og forfølge os. Hun troede fuldt og fast på, at de alle var i ledtog med hendes læge, og at de ville sørge for, at hun ville blive indlagt på den lukkede og herefter blive forgiftet med piller. Hun rev i min arm.
”Du holder din mund!”, ”Kom så.. og gå stille!”.