Bogen “Mit sindssyge liv”

Marts 2020 udkom min bog, som er en blanding af en selvbiografi og en bog til ALLE mennesker, der ønsker personlig udvikling for sig selv eller andre. Samtidigt er det en bog til faggrupper, der arbejder med mennesker, som ønsker redskaber og ideer til, hvordan vi spotter unge, der har det mentalt dårligt, og hvad vi kan gøre bedre.

Min bog er en barsk fortælling om et liv som social udsat. En bog med håb, smil og taknemmelighed, og vejen ud af fortidens besnærende lænker. En hudløs ærlig livshistorie indeholdende de ting, vi for alt i verden forsøger at skjule. Følelsen af bare at skulle tage sig sammen, følelsen af øjnene i nakken, følelsen af alle folks fordomme og nedladende blikke, følelsen af at være helt alene i verden med et voldsomt forpint sind. Ganske enkelt en fortælling om et liv “levet på kanten” og med den altoverskyggende følelse; ”Jeg er ikke god nok!”.

Formålet er, at min bog kan skabe bedre forståelse, ny viden, mere håb, færre fordomme og ikke mindst frihed til det enkelte menneske. Skabe frihed til, at det enkelte menneske, selv kan vælge, hvor meget psykiske lidelser eller en barsk barndom/oplevelser skal fylde i voksenlivet. Det er en bog med skarpe holdninger og en lille løftet pegefinger til vores måde at agere på overfor hinanden, også overfor udsatte mennesker. Om hvordan vi kan arbejde mere målrettet med bedre mental trivsel, hvor end vi befinder os.

PRIS: 199 kr. Kan købes i boghandlere eller ved at sende en mail til mig.

Gitte Hedegaard

Efterlad en kommentar